Mødestedet Horisonten indviet i PH Park

Mandag den 27. august var borgmester Morten Slotved og elever fra Rungsted Skole samlet i PH Park for at indvie installationen HORISONTEN. Eleverne har før sommerferien i forbindelse med undervisningen arbejdet med idéer og koncepter for hvad et mødested i PH Park kunne indeholde.

Hørsholm Kommune byder velkommen til HORISONTEN i PH Park, Horisonten er et nyt mødested i PH Park der dels skal informere om nyheder, processen, visionen, og dels danne platform for midlertidige events og arrangementer.

”Det glæder mig at vi nu har et mødested i PH Park hvor alle kan følge med i udviklingen på grunden indtil området er udbygget siger Borgmester Morten Slotved og fortsætter ”eleverne fra Rungsted skole har leveret et fantastisk arbejde med et inspirerende drømmeunivers – jeg vil anbefale at lægge vejen forbi”

Horisontens tilblivelse har en helt særlig historie, da elever fra Rungsted Skole er kommet med idéer til et nyt mødested i PH Park. To 7. klasser fra Rungsted Skole har i et forløb før sommerferien, arbejdet med midlertidighed i byrum og helt konkret er de kommet med idéer og input til hvordan et mødested i PH Park kunne se ud, og hvad de kunne ønske og drømme om i forhold til at skabe et midlertidigt sted i PH Park.
Netop disse ønsker og drømme er det muligt at få et indblik i, ved at kigge ind i drømmeuniverset der er en del af installationen HORISONTEN. Idéerne vil blive brugt som input til den permanente legeplads der bliver en del af PH Park når den er færdigudbygget.

Hvorfor et mødested?
Som et led i udviklingen af PH Park er midlertidige aktiviteter en integreret del af det at transformere det tidligere hospitalsområde til fremtidens boligområde. Ved åbningen af området i efteråret 2017 kom der en masse gode idéer til, hvordan området kan blive brugt frem til der skal bygges og graves. En af idéerne der er blevet arbejdet videre med, er ønsket om et mødested.

HORISONTEN
Horisonten er en visuel installation i PH Park. På den ene side af installationen spejles omgivelserne i et bånd, som strækker sig fra en ende af installationen til den anden. Træer, forbipasserende og lyset bliver reflekteret i en lettere forvrænget spejlingsflade.
På modsatte side af båndet er et overdækket rum. Gulvet er opbygget af kassetter med 540 mursten fra det gamle hospital. Imellem søjlerne er der indbygget en bænk, som er lang og dyb med plads til mange. På indersiden af båndet er der ophængt information om PH Park, hvad stedet engang var, og hvad visionen er for fremtiden. Derudover indeholder installationen et drømmeunivers hvor du kigger ind i et uendeligt rum fyldt med elevernes ideer om, hvad et mødested i PH Park kan være. Konstruktionen er lavet af moduler i træ, og den er bygget, så alle dele kan skilles ad. Derved kan den udvides med nye moduler i flere retninger. Den kan tages fra hinanden og opsættes et nyt sted.

Hvad sker der ellers i PH Park
I løbet af sommeren er en hundelufterindhegning realiseret. Så man nu trygt kan lufte sin hund og møde andre hunde i PH Park. Tag godt i mod den!

En anden aktivitet, der er foregået hen over sommeren, er en street-art workshop for unge, der i uge 27 prøvede kræfter med at skabe egen kunst på midlertidige opsatte plader i PH Park. Kig forbi og se nogle af de flotte værker.